SET PÅ TV !


 Udstillings tekst af Line Rosenvinge /june 2001

Introduktion til en vagabonderende kunstner - af Line Rosenvinge

Turist på færde i alle medier

En kunstner vil naturligvis gerne udstille sin kunst, men måske vil
kunstneren ikke benytte de vanlige kanaler som gallerier og andre
udstillingssteder, for måske er der netop en pointe ved at realisere
kunstprojekter gennem utraditionelle medier.

Når Thierry Geoffroy Colonel bruger aviser, tidsskrifter og landsdækkendetv
som medier for sit kunstneriske arbejde, er det således fordi han er
interesseret i selvsamme mediers maskineri. Men også for at undersøge,
hvordan privatpersonen såvel som kunstneren kan deltage i mediebilledet,
måske som et forstyrrende element, som da Colonel i 1998  poppedeop som
baggrundsfigur i en direkte tv-udsendelse fra Rådhuspladsen, der bobledeaf
glade brazilianere efter en fodboldlandskamp, hvor Brazilien vandt over
Danmark. Her stod en seriøs speaker og rapporterede om begivenhedenmidt i
mylderet af fans, der viftede med flag. Colonel saboterede situationen ved
at efterabe speakeren. Colonels "mikrofon" var en kunstig majskolbe (!) der
blev holdt hen til de fans, som blev interviewet, i takt med speakerens
mikrofonbevægelser.

For Colonel er der altså ikke tale om ren og skær overfladisk
selveksponering. Det er del af et kunstnerisk projekt, der handler om at
bruge medierne, nærmest ved at misbruge dem. Colonels kunst er dogofte
meget personlig, selvom projektet handler om at undersøge, hvordanman kan
bruge og deltage i mediebilledet.

Det personlige, som pludselig bliver offentligt, er for eksempel avisernes
sektion med tekst og måske billede i anledning af en fødselsdag,et jubilæum
eller et bryllup. Colonel brugte (selvfølgelig) et foto af sig selvog sin
hustru som anledning til i 1989 at annoncere projektet Sport Art under
rubrikken for nygifte i Politiken. Selvsamme foto er senere hen optrådti
andre sammenhænge i eksempelvis Weekendavisen og Torpedo. Kunstnerenser
denne proces som en rejse i massemedierne, der lægger arkæologiskelag til
billedet, der får flere ringe - som årene i et gammelt træ.

En anden mulighed for at sætte private fotos i omløb er avisernessektion
for køb og salg. Her er det på finurlig vis lykkedes Colonelat få
publiceret private feriefotos. Et foto af Colonels hustru, der trækkeren
kano op på en strandbred, er således publiceret under "jollertil salg". Et
andet foto viser en sejrsglad Colonel, der løfter en hånd medboksehandske i
vejret. Her er det naturligvis boksehandsken, der er til salg - og det er
lykkedes at få en henvisning til projektet Sport Art med som varebeskrivelse
i billedets undertekst.

Ved at sende sine fotos ud i verden på denne facon, kommer de til atindgå i
en ubevidst collage, nemlig den pågældende avisside, som kunstnerenså
efterfølgende kan udstille som værk i traditionelle udstillingssammenhænge,
som man for eksempel har kunnet opleve det på Gammel Strand, i Diamantenog
nu også Rhizom.

Det er således mere på færde, end man måske umiddelbartskulle tro, ved
Colonels arbejde. Den indtrængende metode til realisering af de enkelte
projekter, handler derudover om at inddrage publikum som vidner. Derfor
forsøger Colonel på forskellig vis at dokumentere publikum,hvis data og
foto eventuelt udstilles som afrunding af et projekt.

Dette gælder eksempelvis projektet Moving Exhibition, som er et projekt,der
har været i stadig udvikling fra slutningen af 1980erne og frem tili dag.
Denne udstilling består blandt andet af indholdet i en kuffert (somi én
periode lå under kunstnerens seng og i en anden periode var arkiveretpå Det
kgl. danske Kunstakademis Bibliotek) samt indersiden af kunstneren frakke,
hvor forskellige fotos er påsyet. For at få lov til at se denneudstilling,
skulle man i en årrække henvende sig til The Art Police og anmodeom visa,
modsat den brede tilgængelighed i tv´s prime time. På denstandardiserede
blanket skulle man redegøre for, hvorfor man ønskede dettevisa og hvad man
forstod ved 'Moving Exhibition'. Alle, som blev registeret og givet godkendt
visa, har således deltaget med en personlig kommentar og et foto tilen
blanket.

En anden del af Moving Exhibition indebærer, at Colonel går omkringmed
frakken med fotos, t-shirts med fotos eller fotos i plastiklommer hængtom
halsen i en snor. Det er heller ikke ualmindeligt at se andre end kunstneren
selv, som eksponent for Moving Exhibition, der blandt andet har væretvist
på Pompidou, FIAC, inde i junglen, på undergundsbaners rulletrapper,i det
københavnske bybillede og på en sportsplads.

Selvfølgelig. Kunsten rejser. Kan folde sig ud og blotte sig i enfrakke.
Colonel har nu omkring 25 frakker, der nemt kan tages fotokopier fra, såman
kan lave kataloger, som han siger. Tilsammen udgør de en form for
retrospektiv udstilling.

Det er oplagt at associere begreber som flaneurisme og situationisme i
relation til Colonels arbejde, der også har oplagte referencer tildette
bagland af det performative, situationelle og her-og-nu orienterede, der
inddrager et offentligt rum. De umiddelbare omgivelser, byen og
massemedierne, er således åbenlyse kontekster for kunstprojektersom dem,
Colonel realiserer. Der er noget vagabonderende over Colonels
kunstnerpersonlighed, der bz´er virkelige verdener, der ikke har inviteret
kunsten indenfor. Som ved landsdækkende tv´s sendeflade, hvorColonel nu i
to omgange har produceret små programmer, der optræder med etvist
overraskelsesmoment.



Capitain - pauseklovn og strategisk kunstner?

I 1999 producerede Colonel en serie korte programmer for Danmarks Radio,der
ikke præsenterede disse korte klip som en kunstners projekt, men blotlod
dem indgå i den øvrige sendeflade, ofte som uannoncerede klipmellem længere
programmer. Det er helt sikkert, at størstedelen af seerne ikke opfattede
klippene som kunst, men det var også meningen. Desuden er det stortset
umuligt for en kunstner at få lov til at sende på landsdækkendetv, for
kunstnere bliver pakket væk og vist for sig selv i deciderede
kulturudsendelser eller som et muntert indslag i slutningen af en
nyhedsudsendelse, som Colonel forklarer: "tv-mediet er et rum, der skal
besættes". Derfor laver Colonel sin serie, så den ikke nødvendigvisskal
opleves som en kunstners produktion.

Faktum er dog, at der er direkte henvisninger til kunsthistoriske temaeri
serien. Først og fremmest hedder den slet og ret Capitain Rrose Selavy,
hvilket er en appropriering af Marcel Duchamps famøse alter ego somen
kvinde, hvis navn er et ordspil for eros c´è la vie. I det heletaget er
Duchamp en gennemgående reference i serien, hvor der er brugt megetenergi
på detaljer. Her opsummeres nogle af dem:

I forsøget på at finde "dansk hygge", som jo skulle værenoget ekceptionelt,
klæder kunstneren sig som en blind mand med mørke solbrillerog stok, så han
kan famle rundt på Strøget og spørge forbipasserende.Motivet med den blinde
mand er ofte taget op inden for malerkunsten, men i Colonels version er der
i tillæg en henvisning til Duchamps je peindre, que je peigne. Detvil sige
at ordene 'jeg maler' lyder som 'jeg reder', her forstået som 'jegreder mit
hår'. Derfor opfattes en kam som en readymade og en direkte link til
Duchamps konceptuelle produktion, der som bekendt bevæger sig vækfra hans
tidlige karriere som maler. I Colonels tv-clip males bilndestokken symbolsk
hvid, men før han går i gang med at male, skal han naturligvisrede sit hår.

Et andet klip handler om problematiken om at blive set og om at se. Colonel
optræder her som det, han kalder et okulistisk vidne og går omkringog
spørger folk "excuse me, can you see me?" Forbavsende nok svarer defleste
"no" eller kigger dumt på ham, før de går videre. Colonelhavde ellers ud
over sin lyse frakke skrevet "look at me" og bar en pinkmalet militærhjelm.

Et tredje klip parafraserer Duchamps hovedværk, Det store glas. Colonel
fremstiller således sig selv som bachelor, men også som brud,og går omkring
med et brudeslør og et skilt om halsen der indbyder til, at man skalrøre
ham: "please touch". Han modtager flere kindkys og får en del opmærksomhed
på sin vandring gennem indre by.

Selvom de her refererede klip henviser til kunsthistorien, er der ogsået
privat lag i projektet. Dette lag handler om kunstneren som en fremmed, som
en franskmand, der vitterlig gerne vil blive fortrolig med indbegrebet af
dansk hygge, som gerne vil ses og indvies.

Det er således et bevidst kunstnerisk greb, at det realistiske-private
blander sig med det iscenesatte-almene, som en demonstration af begrebet
faktion, det vil sige blandingen af fakta og fiktion. Det er korrekt, at
Colonel er franskmand og forsåvidt fremmed i København, mende akavede
situationer med folk på gaden er ikke naturligt opståede. Deer derimod
tilrettelagt som del af en strategi, hvor Colonel har planlagt, at visse
elementer skal indgå. Han laver således en liste over tematikker,som han
ønsker en situation skal kunne illustrere, men lader også detreelle
vilkårlighedsprincip spille ind over det endelige resultat. Det erkunstigt,
men det er også virkeligt.

En måde at styre seernes associationsramme på, er ved at bæret-shirts og
frakker med forskellige motiver, jævnfør Moving Exhibition.Kunstnerens
voice over, hvor man tydeligt hører den franske accent, er ogsåen måde at
korrigere oplevelsen på og skabe den ønskede forståelsesramme.

Men, som Colonel siger "jeg er ingen skuespiller, så for at kunne skabeen
tv-figur skal jeg handle i tråd med mine egne personligheder, såsomden
professionelle turist, immigranten, faren, militær-barnet osv. Pådenne måde
inspirerer jeg mig selv med mig selv."

I serien til Danmarks Radio, agerer Colonel den professionelle turist,
Capitain. Det skyldes, at han mener turisten er den perfekte figur til at
iagttage og forstyrre. Den professionelle turist observerer og irritererdet
oprindelige billede. På samme vis higer kunstneren Colonel sig fasttil
mediebilledet, bybilledet og tankebilledet i sin samtid.

Med sin kiksede figur, bruger Colonel i tillæg humoren som forførende
faktor. Humoren hjælper til med at skabe kontakt, holder folks opmærksomhed
fangen, får dem måske til at se klippet igen og tale om det.Det er kort
sagt stimulerende for formen og budskabet, på samme vis som det er"rart at
få kaffe og kage når man er på museumsbesøg", somColonel siger. Men humoren
er også en gave, til den, der skal se på. Humoren får budskabettil at virke
mere imødekommende, selvom det i bund og grund er provokerende. Men
kunstneren, kunstneren optræder ofte som klovn. En gadegøgler,hvis sport er
en bevidst optræden, der nok virker let, men er fuld af mening og alvor.

Som i et af Capitain-tvseriens klip, hvor Colonel stopper folk i Kgs. Have
for at spørge dem, om de er danskere. Han vil gerne se ud som dem,og får i
flere tilfælde lov til at låne deres tøj og posere foranet dannebrogsflag,
der er bredt ud over en høj hæk og herved udgør et provisoriskfotostudie.
Den dansker, der har lånt sit tøj ud, skal så fotografereColonel og
instruere hans gestik. "Do I look like you, do I look Danish now?" Herved
kommer Colonel til at spille roller som forretningsmand, håndværker,student
og kvinde.

Dette projekt er fortsat med opkøbet af domænet www.danskluft.dk.Igen er
der tale om et ordspil. På fransk betyder avoir l´air de nemlig'at ligne'.
Colonel ejer den danske luft, altså ejer han danskhed. Den professionelle
turist og aktive immigrant, kunstneren Colonel, véd hvor han skalslå til.
Han køber luften og ligner landet.

-----------------------------------------------------------------------
Andre aktuelle projekter fra Colonel : “Carte de presse”, i samarbejde med
Center for Dansk Billedkunst, Venedig Biennale år 2001.
http://www.biennalen.dk/dk/colonel.html