Exhibitionisten som spaceblender



Af Morten Søndergaard, Museumsinspektør


Thierry Geoffroy Colonel viste "Pay-back" første gang på MIX - Blended Spaces på Museet for samtidskunst i Roskilde sommeren 1999. I samme rum hang den frakke, som bliver signeret i "Pay-back", ned fra loftet midt i rummet.
Alle signaturer var dog klippet ud og "sat til salg" på en væg ved siden af video og frakke.
At mixe kunst, kunstvidenskab og kognitionsforskning, og undersøge de relationer, der måtte være i mellem disse - var den centrale idé bag konceptet udstillingen MIX - Blended Spaces. I konceptet indgik der overvejelser omkring hvordan man kunne vise kunst i et intersubjektivt felt, hvor flere forskellige optikker og forestillinger krydser spor. Udstillingen handlede således grundlæggende om dømmekraft på flere planer - og om hvordan de kognitive operationer bagved de forskellige lag af rum fungerer i
samtidskunsten.
Samtidskunsten synliggør på mange måder at der bagved de kulturelle betydnings-lag findes andre lag som også har betydning for erkendelsen. Men den synliggør mere end det - nemlig det der kunne benævnes selv-erkendelsens strategier - og skaber dermed rum til exhibitionisten, den ultimative
space-blender!

Thierry Geoffroy Colonel har tydeligvis et projekt: At synliggøre og afsløre den mangfoldighed af diskurser, som fungerer bagved kunsten. Til det formål opfinder han nye blendede rum som en del af sin kunstneriske strategi. Et
centralt ledemotiv i Colonels space-blending strategi er således frakken som udstillingsrum. Frakken som samler og opløser af betydninger.
Overførslen af betydning fra udstillings-rummet til frakke-som-rum går også den anden vej: Betydninger fra frakkens rum projiceres over på udstillingens rum, og et nyt konceptuelt rum skabes i et blend af det to. Et blended space
som bliver kilderum for en række nye metaforikker. Space Blending som strategi har hos Colonel det primære formål at bearbejde og forandre vores vanebaserede forestillinger om kunst - og kunstscenen, ikke mindst.
Man kunne hævde at Colonel opererer med en slags metaforisk rationalitet, hvor det dagligdags bliver ramme for den æstetiske produktion. Dels udsætter Colonel igen og igen de økonomiske og kulturpolitiske skjulte dagsordener
for sin dobbeltbundede og selviscenesatte strategi, tilsat en god portion ironi. Dels udgør kunstscene med ferniseringer og fraterniseringer en scene for hans humoristiske interventioner. Selve presse-åbningen af Biennalen i
Venedig i 1997 bliver skueplads for Colonels interventioner, der bestandigt søger at gå bag den scene, som udgør de etablerede måder at blive betydende på. Kunstneren løber spidsrod for at blive betydende - udstiller sig selv.
Derfor beskriver ordet exhibitionist Colonel så godt, som ét ord overhovedet kan - han er både udstiller og selv-udstiller. Både som kunstner og som kritiker af kunsten søger han bag kulturens mange scener. Han stiller skjulte sammenhænge til skue, klæder kunsten og kunstneren af til skindet.
Ligesom på et museum, har frakken et ydre og et indre. Det er Exhibitionistens formål at synliggøre passagen mellem det ydre og det indre.
Og exhibitionistens strategi vil altid være - space blending.