Hofnarren

Colonel fortsætter på DR2 sin rolle som hofnar. Hans humoristiske kritik af den kulturelle konformisme har vinger og vinder hjerter, men en del af kunstmiljøet, det bliver han aldrig

INTERVIEW
Af LISBETH BONDE

Megen kunst i disse år forsøger at stikke en kile ind i det sociale liv, og v.h.a. den såkaldte virkeligheds egne rekvisitter stiller den spørgsmål til de vedtagne, praksisformer og konventioner. Det er en materialemæssigt
set luftig kunst, der først og fremmest er kritisk kommunikativ. Således også den herboende, franskfødte medie-kunster Colonels kunst. Colonels egentlige navn er Thierry Geoffroy. Han har efterhånden været på banen med
sine foto-medie-værker i mange år. Hans strategi er via det iscenesatte
foto eller videomediet at indkredse begrebet ‚kulturel
identitet‚ eller måske snarere kulturel afstand. Det sker for øjeblikket på DR2, hvor han i sin nye serie »Immigranten« på 6 x 10 minutter med tungen i kinden styrter hovedkuls ind i de forskellige etniske grupper,
han møder på sin vej. Herunder den største etniske gruppe; danskerne. Han forsøger at udvikle en ny parfume med en særlig dansk lugt, han uddeler gratis suppe til danskere i gader og stræder, han forsøger at indynde sig hos danskerne ved at opsamle hestepærer fra det ridende politi eller giver
komplimenter til danskerne. Men lige meget hjælper det. Der er en kolossal afstand mellem mennesker, konstaterer han. Men indimellem smelter de sammen, og latteren bliver katalysator for overraskende møder mellem dem.

Colonel stammer fra en militær familie. Hans far er oberst ˆ colonel ˆ i den franske hær. Men hvorfra henter han i øvrigt sit stof, og hvornår begyndte det hele?

»Alt, hvad jeg laver, hidrører fra mit militære udgangspunkt i barndommen og fra tv. Jeg startede med at lave iscenesatte fotografier af mig selv - à la Cindy Sherman ˆ da jeg var 13 år, så det begyndte ret tidligt, hvis
man da kan anerkende mine første fotografier som kunst. Jeg lavede en serie, der hed »Mig selv imod mig selv«, hvor jeg kæmpede imod mig selv i forskellige roller. Senere blev jeg professionel turist og optog mine iagttagelser undervejs, og efterhånden tog dokumentationen over.«

Colonel blander fiktion og dokumentation, hvorved der opstår en slags hyperfiktion, en parallel virkelighed i værkets form med »Colonel« som opdrejningspunkt. I rollen som »colonel«, kan han få helt nye ting til at
ske mellem mennesker. Man kan kalde hans kunst for social plastik eller social skulptur, ihukommende Joseph Beuys‚ kunstbegreb. Konsekvent nok så filmer Colonel dette interview, der finder sted i hans store lejlighed i
hjertet af Østerbro. Kameraets øje står åbent og følger med. Han har noget på mig, og jeg har noget på ham.

Du undersøger både dig selv og begrebet kulturel identitet i dine serier. Hvad er kulturel identitet?

»Det ved jeg ikke. Det, jeg undersøger, er snarere kulturel afstand. Jeg måler helt konkret afstanden mellem det ene og det andet for at synliggøre den. Jeg forsøger at pejle mig ind på forskellene, jeg analyserer ikke, men undersøger via eksemplerne. Jeg er ikke sociolog, og jeg tager ikke
den objektive videnskab i brug. Det er snarere mit eget, utopiske forskningsprojekt.«

Du har talent for at bryde isen mellem folk og kommunikere med alle slags mennesker.

»Jeg elsker at komme i Nordvestkvarteret ved Føtex og på Amager Torv, for mennesker her er meget positive, viser det sig. Det er en sport at iagttage folk. Jeg bliver simpelt hen nødt til at tage til Amager Torv hver dag. Det er magi. Teorien kan aldrig forudse virkeligheden i gaden.
Kunstneren er i denne rolle katalysator for uforudsete ting, som ske mellem mennesker. Jeg udveksler også med folk, der arbejder ligesom jeg, f.eks. Thomas Dalvang, der organiserer fester, hvor han mixer f.eks. grønlændere med stylede gæster fra Nasa-discoteket.
Selv er jeg overrasket over, hvor glade folk er for at deltage i mine film. Den ene siger: »Jeg giver dig mælk.« Den anden siger: »Jeg giver dig Gud.« Muslimen siger: »Jeg giver dig Allah«, en dansk kvinde giver ham til gengæld nøglerne til Amalienborg! Araberen udleverer »respekt«, danskeren giver til gengæld »travlhed« etc. Det er fantastisk. Folk vil
ofte meget mere, end man tror. De er ikke ligeglade. Noget autentisk kan ske.«

Din kunst er vanskelig at placere. Er det foto-kunst? videokunst ? installationskunst? Ingen anden kunstner arbejder som du. Du er en outsider. I juni måned, da Bjørn Nørgaard præsenterede sin alternative
regering i Kulturministeriets gård, demonstrerede du imod, at der ikke var nogen udlændinge i denne utopiske og magtkritiske regering. Hvordan har det danske kunstliv taget imod dig?

»Det er totalt lukket! Jeg klager ikke over mangel på interesse fra offentligheden, men de danske kunstnere er det ganske enkelt helt umuligt at komme ind på livet af. De har nok i sig selv.« Colonels nye serie »Immigranten« vises på DR2 det næste år i pauserne.