Monsieur Colonel slår til igen

Af METTE SANDBYE


Turisme mm. Colonels "Group Show" i Fotografisk Center tegner profilen af en engageret, grænsesprængende og meget morsom kunstner.

Hvis man er københavner og ved, hvordan den herboende franske kunstner Thierry Geoffroy (f. 1961), ser ud, har man sikkert mødt ham rundt i byen, hvor han tilsyneladende altid færdes iklædt sin "Moving Exhibition" i form af bukser, t-shirt og cottoncoat påtrykt egne fotoværker og med fotoapparat og videokamera ved hånden klar til at skyde, hvis han støder på folk, situationer og steder, der kalder på hans særlige evne til at se det groteske, sære eller ironiske i danskernes forhold til andre kulturer og sig selv, i byrummets brug af reklamer, i modebilledet og meget andet. Altid er han i gang med et nyt projekt. Hvis man blot har set et par af hans værker, virker det måske lidt rodet og usammenhængende - det er ikke en pertentlig, minimalt arbejdende eller stramt struktureret kunstner vi taler om her. Men har man fulgt ham lidt vil det vise sig, at der er en overordentlig konsekvent sammenhæng i hans produktion, der startede, da han i midten af 80'erne kom til Danmark fra Frankrig. Thierry Geoffroy kalder sig Colonel efter sin far, der var oberst i den franske hær i bl.a. Algeriet, hvor Thierry levede en del af sin barndom. Hvorfor han netop har valgt det navn, vender vi tilbage til. Endnu flere vil i det sidste år have stødt på ham i en serie på otte lattervækkende, samfundssatiriske tv-programmer på DR2, hvor han fantastisk præcist, underfundigt og morsomt spidder den danske kultur i rollen som den franske kulturantropologturist Capitain, der på sit klovneengelsk introducerer til Danmark - "et af mine mest eksotiske rejsemål".
Colonel arbejder på tværs af medierne. Udover traditionelt og teknisk fremragende farvefotografi og så video, bruger han tekster, laver installationer og klipper ud fra aviser og blade. 'Konklusionisme' kalder han selv det, han laver, som betyder noget i retning af at klassificere og fortolke mediebilleder og andre kunstneres værker. Hans samlede værk er som et kæmpemæssigt arkivmateriale, som han hele tiden udvider og genbruger i nye kombinationer, og derfor har hans udstillinger også som regel et retrospektivt præg med genkommende elementer. Sådan er det også lige nu i Fotografisk Center, og som den undergravende aktivist han er, vil han efter den første udstillingsuge overlade et af rummene til den franske kunstner Jean de Piepape, der kan gøre med Colonels ting, som han vil, f.eks. pakke dem væk og vise sine egne i stedet. Colonel har hele tiden arbejdet med at undergrave, udfordre og udvide det traditionelle udstillingsrum og også gøre det mere tilgængeligt for de ikke-kanoniserede. Da han selv var mindre kendt (han fik i år Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat) benyttede han - ved siden af sit eget tøj - f.eks. avisernes rubrikannoncer og salgsaviser a la Den Blå Avis som udstillingsrum, hvor han sendte sine værker ud i et uendeligt mediekredsløb. Kigger man nærmere efter på de sider, der hænger i Fotografisk Center, ser man f.eks. værker af et af Colonels idoler, Duchamp, til salg i "Kig & Køb", nemlig hans pissoir og flasketørrer, og der er også kommet en hilsen til konceptkunstneren Kosuth med.
Et gennemgående tema - også i udstillingens videoer - er, hvordan både kunst og mennesker kan blive synlige, få identitet, træde i karakter. En af Colonels DR2-programmer handlede om umuligheden i at få fat i en dansk pige. Herfra har han sakset to klip, der også i titel og indhold bærer på en reference til Duchampværker. Han iklæder sig en lyserød hjelm og en cottoncoat påmalet "Look at me", men jo mere han desparat kæmper for at blive bemærket af danskerne på Strøget, jo mere ligegyldig er han for dem. Det er morsomt, og det gør samtidig ondt at se på. Et andet klip viser, hvordan han finder en løsning på problemet ved at iklæde sig polterabend-tøj, ovenikøbet med brudeslør, og nu vil pigerne pludselig gerne kysse ham. Synlig/usynlig temaet går også igen i videoen, hvor han - igen iklædt t-shirts påtrykt sin egen kunst - optræder som konferencefotograf på Kulturministeriets Æbeltoftkonference om børnekultur. Her kan han træde helt op foran folk, der tilsyneladende slet ikke ænser hverken ham eller den kunst, han udstiller. Samtidig ironiserer han også over danskernes evne til at afholde alenlange kulturkonferencer, hvor vi taler om tingene men ikke nødvendigvis lader ordene udmønte sig i en mere aktiv stillingtagen til kunsten.
Mediernes overfladiske og forvrængende forbrug af billeder og historier, turisme, danskhed, kulturforskelle, nedbrydning af kunstens aura ved blandt andet at optræde som komisk figur og udstille alternative steder, krigsførelse - det er nogle af de temaer, hans værk samler sig om. Det er derfor i en form for ironisk skyldfølelse over farens militærkarriere, han kalder sig Colonel, og også for at pege på, hvordan moderne tids turisme har paralleller til tidligere tiders kolonialisme. På gulvet i udstillingen samt på den hjemmeside, han undervejs tilfører nye fotografier (www.photography.dk), kan man se nogle af hans fantastiske farvefotografier, hvor han - altid på en blå himmelbaggrund - bl.a. spidder turisternes adfærd. Turisme, militær- og medietemaet mødes i videoen, hvor han som turist lader sig sminke med sår og skudhul på et 'underholdningsshow' arrangeret af hæren midt på Rådhuspladsen. Den er ledsaget af en lang række avisudklip, hvor han forsøger at demonstrere, hvordan den vestlige verden iscenesætter militæret som noget vigtigt og venligt, grænsende til det harmløse. Dette medieimage, som især knytter sig til FN-soldaterne, understreger han ved at male huer og hjelme i den blå FN-farve. Om forskellen på denne blå og den blå farve, der tjener som sitrende ironisk grundlag for hans turistfotos, siger han selv i den bog, som han for nogle år siden modtog Kulturministeriets Fotografiske Bogpris for, at den blå i fotografierne er for dem, der ikke kan sove om natten , mens den venlige blå FN-farve er den bedøvende og beroligende blå.
Undervejs optræder han selv som glad turist i bl.a. Indien, og han bruger i det hele taget af sit eget privatliv. Bl.a. viser han t-shirt-tryk med barndommens familiebilleder fra tiden i Algeriet, og som en følge af, at han selv er blevet far, annoncerer han i galleriet for det "Barnevognsløb", som han har arrangeret lørdag d. 19. august kl. 14 ved Søerne i Østerbrogadeenden. Jo, Colonel er en vigtig ener i dansk kunstliv. Han tager stilling til sin tid og beder os om at gøre det samme, og der er meget - både sjov og dyb alvor - at komme efter på hans udstilling, der som det fremgår breder sig som ringe langt ud over udstillingsstedets fysiske afgrænsning.
The Colonel Group Show. Fotografisk Center, Gl. Strand 48. Til 20. august. www.photography.dk
--